Her en historie, som jeg selv ville hade at høre, hvis jeg var HR-ansvarlig i en virksomhed, og jeg selv mente, at jeg havde meget godt fat i både medarbejdere og ledere i organisationen, mens deres syn på HR og på mig var stik modsat.
Jeg ønsker ikke for nogen i HR, at dette sker!
I weekenden mødte jeg en mand, der fortalte, at han arbejdede i en virksomhed.
Jeg lyttede interesseret og fortalte, at jeg for nylig havde set en video med virksomhedens HR direktør.
På videoen så man en ambitiøs kvinde, der fortalte om virksomheden HR indsats. Hun blev filmet, men hun gik i produktionen.
Det så godt ud på videoen.
Manden, jeg talte med, isnede nærmest, mens jeg talte om videoen med HR direktøren, hvorefter han kommenterede:
Vi kalder hende dødens engel!
Manden blev tydeligvis ophidset ved at tale om hende.
Nu kommer en række udtalelser, som fulgte hurtigt efter hinanden.
Det er stærke sager og ikke for sarte sjæle – og jeg har endda redigeret i dem, og kun gengivet de mindst slemme.
Hun er en HR ko.
Hun er inkompetent.
Hun kommer kun, når hun skal fyre eller stramme reglerne.
Hun kommer kun, når hun har noget negativt.
Alt handler om, hvad vi IKKE må.
Hun er ledelsens skødehund, og direktionen har hånden oppe rø… på hende.
De strammer skruen hele tiden, og de får os og virksomheden til at gå baglæns.
Vi er amerikansk ejet, og ledelsen ser kun til USA og opad, så de kan få deres høje hyre og bonus.
Jo mere de strammer skruen, jo mere får de i bonus.
Jeg var mildest talt chokeret.
Jeg kender ikke virksomheden.
Jeg kender ikke HR direktøren.
Jeg ved ikke hvem, der har ret.
Eller hvem, der er tættest på et realistisk billede af situationen.
Men ét er stensikkert.
Det billede, som manden har af virksomheden, af kulturen og af forholdene er stik modsat af det billede, som HR direktøren gav udtryk for på videoen.
Jeg er klar over, at den slags udtalelser sikkert siger mere om manden, end om HR direktøren.
Men mandens historie gik alligevel i mig, fordi jeg kunne mærke, at det virkelig havde betydning for ham.
Konsekvensen for virksomheden er, at dygtige medarbejdere flygter
Manden fortalte, hvordan han havde mistet flere gode og dygtige kollegaer gennem de sidste par år. Kompetente fagfolk.
Manden var reelt bekymret for det samlede tab af faglighed ude hos kunderne, fordi den faglige kvalitet af deres serviceniveau hidtil har været virksomhedens konkurrencefordel.
Til trods for mandens kradse udtalelser, så har han måske en pointe, som HR og virksomheden skal lytte til og tage sig af, så virksomhedens faglighed hos kunden ikke bliver for udvandet.
Igen – jeg ved ikke hvem, der har ret.
Men det er virkelig skræmmende, at der kan være så lidt overensstemmelse mellem virksomheden set gennem HR direktørens briller og gennem medarbejderens briller.
Jeg har brug for at understrege, at jeg naturligvis IKKE synes, det er OK at tale sådan om en kollega eller et andet menneske i det hele taget.
Men manden var virkelig indigneret og følte sig mast i den virksomhed, han havde arbejdet i og for gennem 15 år.
Jeg ved godt, at det kun er én mand, jeg har talt med fra denne virksomhed – helt tilfældigt i weekenden.
Jeg blev selv temmelig chokeret over hans barske udtalelser – men jeg synes, at historien bør give stof til eftertanke.
Tænk, hvis man i HR går og tror, at det spiller blandt virksomhedens medarbejdere, men når det kommer til stykket lyder det:
Nu kommer dødens engel…
når HR kommer rundt i virksomheden
Kære HR, sørg for, at du og dine kollegaer har fingeren på pulsen med, hvordan det står til i hele virksomheden, så der ikke går nogle medarbejdere eller ledere rundt, der har det lige som manden her, i din virksomhed.
Husk også at komme rundt i virksomheden blot af oprigtig interesse, og ikke kun med stramninger og dårlige nyheder.