Indlægget er skrevet af gæsteblogger Bettina Wæde.
Bettina Wæde, Head of Recruitment i Wæde Consult, er ekspert i rekruttering (bl.a. Millennials og iGen) med over 25 års erfaring. Læs mere på bettinawaede.dk eller wædeconsult.dk
Bettina holder foredrag om ”Rekruttering af millennials”. Keynote Speaker på Recruitment Expo i Birmingham 2017.
Opråb til HR om at kridte skoene og komme op på den store klinge
HR har et forældet menneskesyn og skal have fingeren ud, hvis de skal overleve i fremtiden. Gamle organisationsstrukturer vil dø, når de nye generationer overtager arbejdsmarkedet. Hvis de gamle HR-medarbejdere vil være med, skal de indstille sig på forandring.
Organisationerne er under forandring
Den teknologiske udvikling har ændret måden, mennesker kommunikerer på. De unge generationer er begyndt at gøre oprør mod den traditionelle organisationsstruktur. De taler og arbejder sammen online. De er ikke begrænset af kommandoveje.
Det giver den gamle organisation mange udfordringer. Det er svært at holde på medarbejdere.
De unge generationer vil ikke behandles som ressourcer. De er mennesker med talenter.
I en meget nær fremtid vil vi opleve, at HR-afdelingen vil se helt anderledes ud. Den vil få andre opgaver. Virksomheder vil i højere grad efterspørge løsning af specifikke opgaver, end de vil ansætte en ny medarbejder.
Vi oplever allerede, at flere og flere vælger at arbejde som selvstændige eller freelancere. Det er sådan, vi får mulighed for at lave det, vi er bedst til.
Den traditionelle organisation er en gammel konstruktion. Vi er nødt til at ændre vores opfattelse af, hvordan en organisation ser ud. Det giver ikke længere mening at samle alle ansatte under samme tag. De fleste jobs er ikke afhængige af, at medarbejderen sidder et bestemt sted.
Så længe medarbejderen har adgang til internettet, kan han arbejde med sit team – uanset hvor det befinder sig. I dag er det ikke usædvanligt, at et team kan bestå af medarbejdere, der er spredt over hele verden. Teknologien gør det muligt for dem at samarbejde effektivt. De indgår endda i et fællesskab, hvor de trives og har det godt.
Teknologien skaber mennesker
Den teknologiske udvikling giver os mulighed for at være mennesker igen. Vi behøver ikke at sælge vores kroppe til højestbydende arbejdsgiver. Vi kan selv vælge den kultur og det fællesskab, vi vil være en del af.
Nogle af verdens hurtigst voksende virksomheder har forstået dynamikken i mennesket. Det er de frie arbejdskræfter, der får lov til at drive virksomheden. Organisationen er flad, og alle kan tweete til direktøren, når de har lyst.
Virksomheden vil ikke længere udbyde jobs, der skal besættes af mennesker. De vil udbyde opgaver, der skal løses af talenter. De talenter finder virksomheden online. Det er begyndt.
Tænk over mulighederne for vækst. En virksomhed er ikke længere begrænset af en medarbejders ydeevne. Den har adgang til alle verdens ressourcer med nogle få klik på skærmen. Det er muligt for en enkelt person at drive en millionforretning uden at ansætte en eneste medarbejder.
Vi hjælper hinanden
Fremtidens organisationer vil være præget af teams, hvor mange – rigtig mange – mennesker deltager. En af de største fælles succeser er Facebook. På mindre end fem år nåede den en milliardomsætning. Det er ikke kun lønnede medarbejder, der har deltaget i udviklingen af Facebook. Alle dens brugere har ydet et vigtigt bidrag.
Når fremtidens arbejde skal udføres, så vil det ikke være gennem ansatte medarbejdere. Det vil være gennem store fællesskaber. Nogle opgaver koster penge, andre bliver løst af data og algoritmer.
Om tyve år vil virksomhedernes medarbejdere kun udgøre 20 % af arbejdsstyrken. Det giver udfordringer til arbejdsmarkedet og HR-afdelingen.
Hvordan ser HR ud om 20 år?
Ifølge John Boudreau og Ian Ziskin bliver der ikke brug for en HR-afdeling, som vi kender den i dag. Der vil komme nye roller og andre opgaver. Det vil ske i takt med at organisationerne ændrer deres struktur.
De unge generationer tænker allerede i den retning. Så organisationerne er nødt til at ændre sig eller lide døden. Allerede i 2025 vil HR-afdelingens roller minde om en edderkop, der navigerer i et kæmpestort spind.
Et uendeligt stort netværk af talenter, der skal samles i teams for at løse virksomhedens opgaver. Det bliver HR’s opgave at finde og sammensætte teams, der stemmer overens med virksomhedens værdier og brand.
Hedder det stadig HR?
Næ, det tror jeg ikke. Moderne virksomheder vil undgå begrebet HR. Det giver ikke mening at referere til en gammel opfattelse af mennesker som en ressource. Det har en negativ klang.
Hvis du sidder i en HR-afdeling i dag, er det meget sandsynligt, at du må indstille dig på, at dit arbejde ser meget anderledes ud om bare ti år.
Vi skal altså have fingeren ud, hvis vi skal overleve i fremtiden. Det handler ikke så meget om fysisk forandring som mental forandring. Du er nødt til at ændre din opfattelse af organisationer.
Det handler om at adoptere et helt nyt mindset. Det er svært for ældre generationer.
Det er nemt for de nye. De er der nemlig allerede.
Andre artikler om de nye generationer:
Generation Z vil selv bestemme tid og sted for fremtidens job