Forretningsdrevet HR sker både på det strategiske og på det operationelle niveau
Forretningsdrevet HR på strategisk niveau
Mange stræber efter at være en strategisk HR afdeling.
Som HR rådgiver for HR afdelinger i private og offentlige virksomheder, ser jeg mange HR strategier.
Og mange HR strategier ligner hinanden til forveksling.
Eksempel på typiske elementer i HR Strategi for virksomhed XYZ:
- Performance Management
- Talent Management
- Leadership Pipeline
- Succession Planning
- Capability Building
- Employee Engagement
Man skal blot huske at skifte firmalogo på strategidokumentet. Ellers er indholdet stort set det samme, og det kan være svært at se, hvilken virksomhed, man er i.
De gode hensigter og den indirekte kobling til forretningen er måske fin nok.
Men alt for sjældent ses en tydelig sammenhæng mellem konkrete HR indsatser og virksomhedens produkter, ydelser og kunder.
Men En HR strategi gør ikke HR strategisk!
Mere eller mindre generiske HR strategier gør det derfor kun endnu mere vigtigt, at kunne svare på nedenstående to spørgsmål om HR strategien i din virksomhed.
Medarbejderne i en strategisk HR afdeling skal som minimum kunne svare på følgende 2 spørgsmål:
- Hvad er de top 5 vigtigste udfordringer for virksomheden?
- Hvordan påvirker HR strategien de forretningsmæssige resultatkrav for virksomheden?
Forretningsdrevet HR på operationelt niveau
Forretningsdrevet HR handler ikke kun om at sikre en HR strategi, der forbinder HR aktiviteter med forretningens reelle behov.
Forretningsdrevet HR handler mindst lige så meget om de operationelle HR opgaver, der håndteres i hverdagen.
Forretningsdrevet HR beror på en bevidsthed om, hvordan de HR-opgaver, vi udfører, rent faktisk bidrager til forretningens drift og fremdrift, såvel strategisk som operationelt.
Hvis du og dine HR kollegaer i jeres forskellige HR teams finder klare svar på følgende 5 spørgsmål, har I et solidt Forretningsdrevet HR fundament at arbejde ud fra.
5 spørgsmål til HR afdelingens operationelle Forretningsdrevet HR fokus
SPØRGSMÅL 1
Hvilke af forretningens driftsmæssige og konkrete forretningsmæssige udfordringer skal HR-teamet forholde sig til ved løsning af HR-opgaverne, og i den daglige kontakt med ledere og medarbejdere?
Hvis der er mange, så fokusér på de 5 vigtigste forretningsmæssige udfordringer.
SPØRGSMÅL 2
Hvilke af HR-teamets opgaver og ydelser peger ind på de driftsmæssige og konkrete forretningsmæssige udfordringer i forretningen?
SPØRGSMÅL 3
Hvordan adresseres og italesættes sammenhængen mellem HR-teamets indsatser og forretningens drift og udfordringer?
En klar sammenhæng vil være med til at sikre helhed ved tværgående prioritering af beslutninger og indsatser.
SPØRGSMÅL 4
Hvilke opgaver løser HR-teamet, og som ikke peger direkte ind på driftsmæssige og konkrete forretningsmæssige udfordringer i forretningen?
Hvordan skaber løsning af disse opgaver værdi for forretningen og virksomheden som helhed?
SPØRGSMÅL 5
Hvilke opgaver løser HR-teamet, hvor I ikke kan se, hvilken effekt opgaverne har for forretningen og for virksomheden?
Hvad skal der ske med disse opgaver fremover?
NB!
Udform svarene på de 5 skarpe spørgsmål på en måde, så lederne i forretningen kan nikke genkendende til jeres svar, og forhåbentlig vil være enige med HR.