Indlægget er skrevet af gæsteblogger Anders Thorup i samarbejde med Sanne Villemoes
Anders Thorup har en mini-MBA fra AVT og er CEO i introDus. Anders har en stor passion for HR og har siden 2015 arbejdet for at hjælpe virksomheder med at få mere struktur og simplicitet på HR-området.
introDus hjælper virksomheder med at få det bedste ud af deres nyansatte medarbejdere gennem Pre & Onboarding til vinding for både virksomhed og medarbejder.
Preboarding er ligesom dating
Hvad har et forhold med integration af dine nye medarbejdere at gøre?
Hvis du har været forelsket, sådan smaskhamrende forelsket, så tillader jeg at antage, at du i højere eller mindre grad har haft den der helt igennem fantastiske fornemmelse af at have fundet mandEN eller kvindEN.
I sådan en forelskelse er alt spændende. Dog er det også en smule skræmmende, og det er lidt med nerverne uden på tøjet, fordi man skal jo også lige lære hinanden ”rigtigt” at kende.
Man arbejder derfor på at prøve at forstå hinanden og acceptere hinandens grænser, og man udvikler sig derfor sammen.
Når man er forelsket, er man opmærksom, forstående, tålmodig, og der skal rigtig meget til for, at man kommer ud af kurs!
Dog kommer den famøse kærlighed også med en trillebør fyldt til randen med hårdt arbejde. Skal vi bryde skilsmisseraten, der i 2017 lød på 48%, så må vi hver dag arbejde på forholdet og af-bekræfte hinandens usikkerheder – ellers kommer der til at ske det, som sker alt for ofte; vi går i stykker.
Nu tænker du måske:
Okay, ja. Det er rigtig nok, men hvad søren har forelskelse at gøre med Preboarding? Og hvem er du egentlig at fortælle mig om kærlighed?
Point taken. Lad mig starte med at lægge kortene på bordet og sige, at jeg ved akkurat lige så lidt (eller lige så meget, alt efter temperament), som dig, om hvordan man bedst får et forhold til at fungere. Sandheden skal da også diktere, at jeg selv er en af ”dem”, hvor det gik i stykker, og moren til min skønne datter og jeg valgte at stoppe. Så du har ret. Jeg er ingen kærlighedsguru.
Men når det så er sagt, så lad mig fortælle dig, hvordan denne lille kærlighedsanekdote hænger sammen med integration af dine nye medarbejdere, fordi dét ved jeg meget om.
Lad os starte med finde første sammenligning: de er begge en kæmpe rusketur i følelsernes rutsjebane.
Derfor er Preboarding lig dating
Når du ansætter en ny medarbejder, så er vedkommende med garanti blevet målt, vejet og nøje udvalgt blandt mange fisk i havet. Måske har du haft et rekrutteringsbureau til at hjælpe dig med jagten, eller måske har du fundet din nye medarbejder internt; uanset hvilken metode, du har brugt, så er der ingen tvivl om, at der er blevet lagt en masse energi, tid, ressourcer og kapital på at finde din nye stjerne.
Derefter kommer den magiske dag – underskrivning af kontrakt. Vi kalder det moment of power, fordi i netop det øjeblik man løfter sin svedige håndflade fra ansættelseskontrakten og trykker sin nye arbejdsgiver i hånden, da ved man, at der venter en spændende og ny fremtid.
Lige i dét øjeblik, da oplever man en glæde, som til forveksling kan minde om at være forelsket; solen skinner kraftigere, man er glad for, at DSB’s tog endnu en gang er aflyst, og man tager sig selv i at tænke, om p-bøden ikke har den mest fantastisk orange farve i dag? (Ja okay, overdrivelse fremmer forståelse, men du er med på, hvad jeg mener). Sagt kort, man er i glimrende humør.
Men! Hverdagen banker hurtigt på døren.
Der går oftest 2-3 måneder fra man underskriver kontrakten til, man skal starte på sit nye job.
Derfor begynder den glæde (eller forelskelse, om man vil), som man havde under jobsamtalerne, og da man underskrev kontrakten, stille og roligt at blive udskiftet med nervøsitet og tvivl.
I et forhold ville man i denne usikre periode måske tage hinanden i hånden og give sin nye partner den opmærksom og tid, som han/hun havde brug for – og på den måde stille, men sikkert, arbejde sig tættere ind på hinanden.
Netop dette burde vi også gøre som arbejdsgivere.
Måske ikke ligefrem holde hinanden i hånden, men hjælpe den nye medarbejder med at fjerne usikkerheden og give den information, som personen har brug for, så vi på den måde kan komme tættere på hinanden.
Dog har hverdagen ramt os alt for hurtigt, så vi gør ikke noget…
For knap fire måneder siden lavede vi en undersøgelse, som viste, at 77% af alle danske virksomheder ikke har en konkret Preboarding proces.
77%?!
Det er en del, som ikke tager sig tid og energi til at pleje deres nye forhold. Det burde vi kunne gøre en del bedre.
Derfor, vær ikke den mand, som gør kur til hans drømmekvinde i flere måneder, vinder hende over med hans kærlighed, frier på overdådig vis, siger ja i en storslået kirke, for så at bruge hele bryllupsrejsen på at ignorere hende.
Det er der ingen, som ønsker. Hverken i et forhold eller på arbejdspladsen.
Tre tips til at sikre succesfuld Preboarding
Jeg vil selvfølgelig ikke kaste dig ud i dating gamet igen, uden at give dig et par tips med på vejen omkring, hvordan du sikrer den bedste ”bryllupsrejse” med din nye medarbejder.
Kultur
Sørg for at din nye medarbejder ved hvilken kultur, I har i virksomheden. Er dresscode formel, laid back eller noget tredje? Inviter evt. medarbejderen ind til en frokost eller send dem en video af kontoret og miljøet inden start. På den måde risikerer personen ikke at møde op i jakkesæt, hvis alle andre kører T-shirt og shorts.
Social integration
Uanset om I er et lille eller stort team, så skal din nye medarbejder vide, hvem der er hvem, og hvad de forskellige laver. Det er super vigtigt, at medarbejderne bliver introduceret til hans/hendes nye team, samt nærmeste chefer og direktion. Så lav evt. et minievent ud af det før start: spil fodbold i parken, en fredags øl eller måske er der en firmafest i nærmeste fremtid?
Virksomhedsindsigt
Når man starter på et nyt job, så vil rigtig mange gerne have lidt større indsigt: hvad er vision og mission? Hvilke oplevelser har kunder haft med virksomheden? Hvad er virksomhedens historie? Derfor, send en business case eller testimonials til den nye medarbejder, eller send en video, som forklarer rejsen fra start til d.d.
Jeg ønsker dig al mulig held & lykke med det nye forhold!