Indlægget er skrevet af Nermina Becic Frank, Rekrutteringskonsulent, HK JobBørs
Flaskepost, LinkedIn og drømmen om et HR Job
”Drømmer du om et HR Job?” er overskriften på et indlæg, Gitte Mandrup har skrevet, som fik en stor betydning for min rejse ind i HR. Du kan læse min personlige rejse her.
En ud af mange
Min historie starter sommeren 2018. Det sidste modul i akademiuddannelse i Ledelse/HR gør, at jeg er helt afklaret. HR – koblingen mellem ledelse, medarbejdere og kunder skal være mit fremtidige arbejdsområde.
Jeg har tidligere arbejdet med HR, men ikke i en klassisk HR-afdeling. Derfor tager jeg den teoretiske uddannelse. Samtidigt deltager jeg på kurser, messer, og følger med i de nyeste HR-trends – al den viden, jeg kommer i nærheden af, suger jeg til mig (det gør jeg i øvrigt stadig).
Jeg søger forskellige stillinger og opdager, at der er mange, der søger de samme stillinger som mig!
Den følelse, der sidder tilbage i én, når man er kandidat i en rekrutteringsproces, bliver jeg nysgerrig på.
Især ved afslag er der stor forskel på, hvad man føler. Der er både virksomheder, som tager sig tid til dialog, og der er dem der giver standard afslag dagen efter, man har søgt. Og så er der dem, der slet ikke reagerer!
Det typiske argument ved afslag er, at de har valgt at gå videre med en anden kandidat, hvor der var et bedre match.
Men hvad kan jeg bruge det til?
Den følelse er der sikkert mange der kender.
Jeg tænker, at det bedst kan beskrives som at være på en øde ø:
At søge job er som at sende flaskepost. Du ved ikke om den nogensinde bliver åbnet og læst. Du føler dig alene.
Disse tanker overfører jeg til en tegning.
Fokus på egen læring
Under min jobsøgning har jeg fokus på egen læring. For hvert job, jeg søger, lærer jeg mindst en ny ting. Fx at redigere videoer eller blot den præcise definition af et ord. Jeg tager online kurser og deltager på webinarer.
Alt dette giver mig den teoretiske del, som jeg brænder for at omsætte i praksis. Men det kræver, at jeg er en del af en virksomhed.
Pludselig tænker jeg:
Hvad hvis jeg ser mig selv som en virksomhed? Hvordan kan jeg bruge det?
Den tanke giver mig en enorm energi i min hverdag. På denne måde har jeg en ”case”, hvor jeg kan anvende de forskellige HR/Ledelsesteorier.
Inspireret af projektlederuddannelse får jeg ideen til projektet ”Nermina i job” (ikke det mest fantasifulde navn til et projekt, men det er meget konkret).
Her laver jeg analyser, milepælsplan, kompetenceudvikling, motivationsspørgsmål, kravspecifikationer, risikoanalyse…
Jeg bruger de forskellige ledelses og HR-teorier aktivt. Især begrebet ”HR – Udefra og ind” får en central betydning. Det er sjovt og spændende, og jeg opdager nye sider af mig selv.
Samtidigt oplever jeg at det er enormt anstrengende at holde fast i sig selv. Det kræver styrke og disciplin at holde fokus på målet, men det lønner sig.
Motivationsteorien gav mig en AHA oplevelse
De fleste jobsøgende genkender nok, at motivationen svinger. Jeg tager HR-briller på, og undersøger, hvilke teorier jeg kan bruge, for at motivere ”mine medarbejdere” (mig selv). Her vil jeg fremhæve ”Job og egenskab modellen af Hackman & Oldham”.
Hvis man ser den jobsøgende (mig selv) som medarbejder, og hvad der har betydning for motivation, kan man se at den rammer plet!
For der mangler nemlig:
– Oplevelsen af meningsfuldt arbejde.
– Oplevelsen af ansvar for resultatet.
– Viden om det aktuelle resultat for arbejdets udførelse.
Jeg får en af de der AHA oplevelser!
Manglende feedback medfører, at det, du gør, mister sin mening, for du har minimal indflydelse på output. Du bruger timer, uden at få konkret feedback. Samtidigt hører du dagligt negativ omtale af ”de ledige”.
Kaffemøde med en fra HR
Sidst i juli er jeg til kaffemøde med en HR Chef. Vi snakker om HR og min interesse for HR.
– ”Kender du Gitte Mandrup?” – spørger hun.
– ”Ja, jeg har læst hendes blog og kender lidt til hende! Men ikke mere end det.
– ”Hende skal du da følge på LinkedIn!”
Jeg connecter med Gitte og følger hendes indlæg. Jeg er ikke selv aktiv på LinkedIn. I starten læser jeg med og trykker på ”Synes om” knappen. Ellers er jeg mest passiv.
Gittes indlæg på LinkedIn bestyrker mig i, at HR er det helt rigtige for mig.
Jeg kommer til et par samtaler. Hold da op et boost at komme til samtale som en ud af 365 ansøgere. Men en anden kandidat er et lidt bedre match end mig. Jeg mangler den klassiske HR-erfaring.
En fredag aften, omkring juletiden tænker jeg, at jeg måske skal søge noget helt andet. (Hvorfor er det altid fredag man får afslag?)
Lørdag morgen åbner jeg LinkedIn appen, og her popper et af Gittes indlæg op: ”Drømmer du om et HR-job”.
Jeg læser og lytter til en lydfil med det budskab, at det kan være en fordel, at man ikke har klassisk HR- erfaring.
Jeg mærker fornyet energi og brainstormer på, hvad jeg kan gøre anderledes? Jeg prøver at kortlægge hvilke teorier og modeller, jeg kan bruge for at komme videre.
LinkedIn – alt eller intet
Alle siger, at netværk og LinkedIn er vejen frem. Men hvordan? Jeg bruger ikke rigtig LinkedIn.
Januar 2019 beslutter jeg mig for at lave et indlæg på LinkedIn om, at jeg søger job. Jeg kunne se, at et indlæg noget i retningen af ”kære netværk – hjælp jeg søger job” ikke får mange reaktioner.
Jeg beslutter mig derfor for at lave en video.
Hvordan skiller jeg mig ud? Det går op for mig, at jeg tager mine tegneevner for givet.
Lige pludselig kommer jeg i tanke om, at en har sagt til mig:
Det der talent med at du kan tegne! Er du klar over hvor meget du kan bruge det i din kommunikation?
Kan den kompetence sættes i spil? Jeg eksperimenterer med at filme med min telefon, imens jeg tegner hvad, jeg kan bidrage med i HR.
Jeg tænker på Gittes spørgsmål ”Hvilken forskel vil du gøre i HR?” og ”Hvordan vil du gøre den forskel?”
Nu kommer det, der er mest grænseoverskridende. At trykke på opslå.
Men jeg gør det!
Og her sker der noget – jeg får instant feedback. Lige pludselig er det ikke flaskepost kommunikation.
Hvert eneste like og kommentar fylder mig med stor taknemmelighed.
Jeg får en notifikation om at Gitte Mandrup har delt mit indlæg i hendes LinkedIn gruppe “HR Job i DK”!!
Gitte, som jeg aldrig har mødt. Og ikke har bedt om noget – tænk at hun er så gavmild. Udover al den inspiration hun deler ud af, så gør hun rent konkret en forskel for mig.
Flaskepost – er der noget i?
Jeg holder øje med HR-tendenser og bliver jeg klar over, at der i høj grad efterspørges kompetencer indenfor rekruttering og Sociale Medier. Derfor bruger jeg nu min tid på at lære mere om LinkedIn, og hvad det kan bruges til.
Nu har projektet ”Nermina i job” fået en ny dimension. Jeg kan rent konkret forholde mig til andres input og ikke kun egen refleksion.
Jeg begynder at lave indlæg om HR, rekruttering, jobsøgning mm.
Et af de indlæg er en video, hvor jeg bruger tegningen fra tidligere – den med flaskepost. Jeg tegner også et skattekort.
Budskabet i videoen er, at det i jobsøgning er vigtigt at huske sig selv og sine værdier, og være målrettet.
Tegningen skaber et fint billede; vores kompas er vores værdier og vi skal selv bygge det skib vi skal rejse med. Og for at kunne finde skatten er vi nødt til at vide hvad skatten er. Altså hvad drømmejobbet overhovedet er.
Du kan se mit LinkedIn opslag med videoen her.
Her får jeg kommentarer om, at andre finder mine indlæg motiverende og inspirerende. Andre jobsøgende skriver, at de gerne vil smittes med mit gåpåmod og inviterer til kaffemøde.
Jeg er helt overvældet.
Jeg giver andre jobsøgende sparring, uden at forvente noget til gengæld.
Det inspirerer mig, at på LinkedIn hjælper vi hinanden i vores netværk.
At modtage en kommentar som ”Tusind tak, wauw – du har lige givet mig mere end både mit jobcenter og A-kasse.” eller ”Aj, hvor er du god! Skal du ikke arbejde med det?”
Disse udsagn gør mig både glad og ked af det. Hvorfor har jeg så ikke job? Føler jeg har noget at byde på, men svært ved at fortælle om det.
Mine indlæg på LinkedIn gør også, at når jeg møder andre forældre i skolen eller er ude at handle så siger de ”Hvor er det godt, det du skriver på LinkedIn!” – Før var det ”Er du kommet i job?”
Reaktioner – Profilvisninger steg med 1.483%
LinkedIn er min primære kommunikationskanal, og hver dag opdager jeg nye facetter. Flere rekrutteringsfolk henvender sig til mig og foreslår at mødes. Andre inden for HR inviterer mig til kaffemøde, men gør klart, at de ikke har et job til mig, men synes, at jeg virker spændende, og de er nysgerrige på mig.
Efter noget tid kommer jeg i kontakt med SEEKNSPEAK, som arbejder med rekruttering via sociale medier og video. Her bliver jeg ansat som Account Manager, hvor en af mine opgaver er at skabe bro mellem virksomhederne og kandidaterne. Det er så fint i tråd med en ”Ikke klassisk HR-stilling”. Snak om Employer branding, Sociale Medier og video er en naturlig del af min hverdag.
For at give noget til mit LinkedIn netværk begynder jeg at dele mine tips om, hvad der virkede for mig i min jobsøgning. Det gør jeg stadig hver søndag.
Et par måneder efter bliver min stilling nedlagt, og jeg fortsætter som freelance. Dvs. jeg er jobsøgende igen, igen.
Denne gang er jeg fuld af energi og ved præcis, hvilken forskel jeg kan gøre, og hvordan jeg vil gøre denne forskel.
Det er en hektisk tid. En af dagene har jeg to jobsamtaler og et møde i jobcenter.
Jeg fortsætter mine aktiviteter på LinkedIn samtidig med, at jeg søger job på den traditionelle måde. Jeg ender faktisk med at stå med 3 jobtilbud. Og september 2019 starter jeg som rekrutteringskonsulent i HK JobBørs.
Når jeg præsenterer mig tænker mange, at jeg rekrutterer til HK. Men i HK JobBørs rekrutterer vi faktisk for andre virksomheder på arbejdsmarkedet. Vi er bindeleddet mellem HK´s medlemmer – de medlemmer, der måske ønsker at skifte job samt ledige medlemmer – og virksomheder, der er på udkig efter nye medarbejdere. Her er jeg både sparringspartner for virksomheder og medlemmer.
Den rejse, jeg selv har været igennem, giver mig indsigt i, hvordan jeg kan gøre forskel så både virksomheder og medlemmer får den bedste oplevelse. Mange virksomheder bliver overraskede over, at vi har denne service i HK, og at den ikke koster noget. Og at vi er så hurtige. At opleve den taknemmelighed fra både arbejdsgiveren og medlemmet, når man har formidlet et godt match – det motiverer mig!
Og LinkedIn. LinkedIn er blevet en naturlig del af min hverdag – ligesom en mail. Jeg har også været med til at lave en virksomhedsside for HK JobBørs på LinkedIn.
Jeg er også stolt af, at jeg kan bruge mine tegnevner, når vi f.eks. arbejder med strategi, og min tegning er en del af oplægget til bestyrelsen.
Jeg deler forresten stadig tips om søndagen. En læser skrev ”Dine indlæg er rent søndagsguf i mit feed”. Og derfor blev disse tips døbt til #søndagsguf, som du er velkommen til at følge på LinkedIn.
Du finder mig på LinkedIn her / Nermina